Mie Harder

Bloggen flytter

2009-08-03T18:48:00.001+02:00

Da jeg har fået ny hjemmeside - hvor enkelte detaljer dog ikke er på plads endnu - flytter jeg bloggen til mieharder.dk. Alle fremtidige indlæg vil komme dér.

Æresvold og partnervold

2009-07-19T10:43:00.002+02:00

For nylig dokumenterede Servicestyrelsen, at alt for få kommuner i dag har et beredskab mod æresvold og partnervold. Samtidig er antallet af æresrelaterede forbrydelser ifølge rigspolitiet stigende. Desværre har myndighederne i nogle tilfælde været berøringsangst overfor denne problemstilling, og ofrene for æresvold og partnervold har ikke altid fået den nødvendige hjælp.

I DR1 dokumentaren ”Kvinder på flugt” fortalte fire kvinder om vold, trusler og frygt for tvangsægteskab eller deportation til hjemlandet. Flere af dem havde oplevet, at myndighederne ikke gav den hjælp , de havde brug for.

Derfor stillede jeg på kommunalbestyrelsens møde d. 22. juni spørgsmål om kommunens indsats på området, og foranlediget heraf vil forvaltningen til efteråret fremlægge et forslag til særlige retningslinjer for sager om æresvold og partnervold. Retningslinjerne vil have fokus på en helhedsorienteret indsats og vil inddrage erfaringerne fra PSP-samarbejdet (politi-socialforvaltning-psykiatri).

I Frederiksberg Kommune modtager ofre for æresvold eller partnervold i dag en konkret og individuel sagsbehandling i socialforvaltningen, og sagsbehandlerne gør en stor indsats for at give den bedste støtte og hjælp. Men særlige retningslinjer og en styrket kommunikation af kommunens tilbud til personer udsat for æresvold eller partnervold kan gøre det lettere at henvende sig og dermed være med til at sikre, at hjælpen gives i tide. Derfor er jeg glad for, at kommunen nu sætter ekstra fokus på området.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 16. juli 2009

Tuborgfondets Erhvervsøkonomiske Pris

2009-06-24T12:11:00.003+02:00

Den 18. juni fik jeg sammen med seks andre ph.d.-studerende tildelt Tuborgfondets Erhvervsøkonomiske Pris. Prisen er et rejselegat på 150.000 kr, der ifølge fondets statutter gives til en ph.d.-studerende, der har udvist flid, særlig interesse for erhvervsøkonomi, og som har opnået et bemærkelsesværdigt højt kundskabsniveau i sit studieforløb.

Prisen blev overrakt af koncerndirektør Jørn P. Jensen og arrangementet blev afholdt på Carlsberg Akademi i Valby.

Se Carlsbergs pressemeddelelse her.

Partnerskab om integration

2009-06-23T12:40:00.001+02:00

Det går fremad med integrationen i Danmark. Siden 1997 er næsten 74.000 flere indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige landet kommet i beskæftigelse. I samme periode er andelen af 16-19 årige indvandrere fra ikke-vestlige lande, der er i gang med en ungdomsuddannelse, steget med 20 procentpoint. Unge efterkommere fra ikke vestlige lande tager i dag en ungdomsuddannelse i næsten samme omfang som etniske danskere.

Men der er stadig udfordringer. En gruppe nydanske børn og unge er i risiko for at komme på kant med samfundet. De forlader folkeskolen med dårlige sprogkundskaber, har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse, og føler sig måske ikke som en del af fællesskabet. Integrationsministeriet har derfor i januar afsat 40 mio. kroner til at styrke indsatsen for at modvirke marginalisering af nydanske børn og unge.

Frederiksberg Kommune har netop søgt om at blive én af seks partnerskabskommuner, der får del i puljen. Vi gør allerede en stor indsats for at fastholde unge i uddannelse – blandt andet igennem lektiecaféer,uddannelsesvejledning og forældrekurser – og denne indsats styrkes i de kommende år.

Hvis vi bliver udvalgt som partnerskabskommuner, vil vi i samarbejde med lokale aktører, bl.a. skoler, foreninger, boligselskaber og politi, sætte endnu mere fokus området. Målet er, at unge med ikke-vestlig baggrund uddanner sig og deltager i lokalsamfundet i samme grad som etniske danskere.

Læserbrev i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 23. juni 2009

Hvornår er man integreret?

2009-06-13T17:42:00.003+02:00

Jeg deltog i dag i en paneldebat på den årlige integrationsdag på Frederiksberg Rådhus. Debatten tog udgangspunkt i spørgsmålet "hvornår er man integreret?".

Overordnet mener jeg, at man er integreret, når man føler, at man hører til, og når man tager et medansvar for samfundet.

Man kan tale om to former for integration. For det første er der den økonomiske integration. Har man en uddannelse eller et arbejde og kan man forsørge sig selv? Men måske endnu vigtigere er den form for integration, som nogle kalder kulturel, social eller demokratisk integration. Føler man sig som en del af samfundet, respekterer man spillereglerne og tager man et medansvar for samfundets udvikling?

Denne form for integration, lad os kalde det demokratisk integration, kan man ikke tvinge folk til. Derfor skal vi væk fra tanken om, at vi som politikere eller som samfund skal integrere folk. Samfundet kan ikke integrere nogen. Det handler om frivillighed, og den enkelte har selv hovedansvaret for at blive integreret.
Men det omgivende samfund kan skabe rammerne for integration, ved f.eks. at bekæmpe diskrimination og sikre at alle har lige muligheder uanset køn, seksualitet, etnicitet eller religion.

Derfor foregår integration i et samspil imellem den enkelte og samfundet. I virkeligheden mener jeg, at integration er meget lavpraktisk. Det handler om, at mennesker mødes. Derfor er det enormt vigtigt, at vi bor sammen, uddanner os sammen og arbejder sammen – og derfor skal vi bemæmpe den etniske og religiøse opdeling af boligområder og skoler, som man ser nogle steder i landet.

For at integrationen skal lykkes, er det dog en forudsætning, at vi har noget at være fælles om. Integration handler ikke om, at vi alle skal leve ens. Men vi skal have en fælles grundkultur, og den, mener jeg, skal bygge på en respekt for de demokratiske værdier. Herunder ligestilling, religionsfrihed og ytringsfrihed. Det er demokratiet, der skal knytte os sammen, og så betyder det mindre, om vi alle fejrer jul eller spiser frikadeller.

Fra god til rigtig god

2009-06-02T13:58:00.003+02:00

I avisen d. 19. maj skriver Katrine Lester (S) under overskriften ”Fra meget dårlig til meget god”, at jeg ikke tager kritik på integrationsområdet seriøst. Den konklusion må være udtryk for et socialdemokratisk solstik. Jeg har netop ved enhver lejlighed understreget, at vi altid kan blive bedre. Ligesom jeg har opfordret socialdemokraterne til at understøtte deres kritik med konkrete forslag og idéer. Desværre vil partiet hellere lufte deres kritik i lokalaviserne end at bidrage konstruktivt i udvalgsarbejdet.

Det er korrekt, at vi har fået en dårlig placering i en måling af kommunernes indsats for at få familiesammenførte og flygtninge i beskæftigelse. På Frederiksberg er nyankomne familiesammenførte i gennemsnit i job eller uddannelse efter 41 måneder, hvilket er fire måneder bedre end landsgennemsnittet på 45 måneder. Men da vi modtager relativt ressourcestærke familiesammenførte, bør kommunen ifølge ministeriet få nyankomne i beskæftigelse endnu hurtigere. Det tager vi gerne på os.

Derfor har vi i de seneste år igennem Projekt Jobmatch gjort en stor indsats for at få selvforsørgende udlændinge i beskæftigelse. Initiativet er en stor succes og blev sidste år rost af integrationsministeriet. Men da den omtalte rapport behandler kommunernes indsats som et gennemsnit over hele perioden 1999-2007, slår denne ekstra indsats først igennem i de kommende målinger.

Det er også værd at huske, at denne måling kun omhandler en meget lille del af kommunens borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Ser man i stedet på alle de cirka 8.000 borgere med ikke-vestlig baggrund i kommunen, modtager langt færre dagpenge eller kontanthjælp end i f.eks. København, Odense, Århus.

Vi tager al kritik seriøst, men der er bestemt ikke grund til at konkludere, at integrationen fejler. Tværtimod klarer vi os godt i langt de fleste sammenligninger, og vi har i de seneste år iværksat en lang række initiativer, bl.a. lektiecaféer, pigeklubber, bydelsmødre, foreningsguider, partnerskabsaftaler med lokale virksomheder og et Kvarterhus i Søndermarken, der netop står foran åbning. Det går godt, men vi vil gerne blive endnu bedre.

Bragt i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 2. juni 2009

En sejr har mange fædre

2009-05-06T12:21:00.002+02:00

Skulle nogen være i tvivl, behøver man blot kaste et blik på debatsiderne i lokalavisen for at vide, at vi befinder os i et valgår. Siderne flyder over med en god blanding mudderkastning og store løfter. Som bekendt har en sejr mange fædre, mens nederlaget er forældreløst. Jeg kom til at tænke på denne gamle vending, da jeg læste avisen d. 23. april.

Her roser Ali Maktabi (A) kommunens integrationsprojekt ”Dialog og Deltagelse”, og partifællen Lise Hækkerup (A) fremfører, at lektiecaféerne på bibliotekerne kun eksisterer, fordi socialdemokraterne ”fik de andre partier” med på idéen.

Det er naturligt, at mange gerne vil tage æren, når noget går godt. Men det er lidt påfaldende, at socialdemokraterne særligt fremhæver deres indsats på integrationsområdet. Partiet har nemlig valgt at stå helt uden for forliget, ”Dialog og Deltagelse”, og er derfor ikke med til at tage ansvar for de mange initiativer på området. Herunder lektiecaféer, pigeklubber, bydelsmødre og familiecentre.

Alligevel glæder det mig, at socialdemokraterne nu er ivrige for at deltage i integrationsindsatsen, og jeg kan kun opfordre dem til at medbringe deres idéer og forslag til forhandlingsbordet. Vi gør det rigtigt godt i dag, men vi kan altid blive endnu bedre.

Indlæg i Lokalavisen Frederiksberg onsdag d. 6. maj 2009

Så er holdet sat!

2009-05-05T15:02:00.002+02:00

Som de fleste nok har bemærket, er der kommunalvalg til november. Vi har nu sat det hold, der skal kæmpe den konservative sag i valgkampen. Jeg synes, det er et rigtigt stærkt hold med mange forskellige profiler. Jeg er selv opstillet som nr. 7 på listen. I sammenligning med min placering som nr. 23 ved sidste valg er jeg rigtig tilfreds med pladsen. Her er hele listen:

1) Jørgen Glenthøj (54 år, borgmester)

2) Tina González-Schelbeck (38 år, cand.jur.)

3) Margit Ørsted (60 år, 1. viceborgmester)

4) Stig Elling (62 år, salgsdirektør)

5) Pernille Høxbro (49 år, advokat)

6) Flemming Brank (52 år, organisationskonsulent)

7) Mie Harder (25 år, cand.merc, ph.d. stipendiat)

8) Nils-Ole Heggland (44 år, rådmand, journalist)

9) Malene Sandfeld (43 år, lærer)

10) Johnny Gehlsen (53 år, restauratør)

11) Karsten Skawbo-Jensen (49 år, fmd. Patientforeningen Danmark)

12) Jette Bøgeby (57 år, advokat)

13) Jens Peter Fabricius (42 år, advokat)

14) Marina Willems (46 år, merkonom, studerende)

15) Jette Nøhr (47 år, chefkonsulent)

16) Nikolaj Bøgh (40 år, cand.scient.pol.)

17) Fasael Rehman (28 år, sociologistuderende)

18) Jens Peter Nørgaard (57 år, dr.med.)

19) Simon Aggesen (22 år, stud.jur.)

20) Poul Erik Mølgaard Rasmussen (54 år, direktør)

21) Hanne Schønemann (56 år, kulturformidler)

22) Morten Fibiger (29 år, ba.jur.)

23) Jesper Ronald Jensen (41 år, HR-konsulent)

24) Allan Torp (29 år, senior PR manager)

25) Leif Jensen (61 år, bladchef)

Læs pressemeddelelsen her.

Bibliotekerne løfter opgaven

2009-04-16T13:40:00.002+02:00

Bibliotekerne er et åbent mødested og en kilde til viden, kultur, oplevelser og information omkring samfundet. I dag er bibliotekerne storbyens forsamlingshus. Her mødes alle typer af borgere, og netop derfor har bibliotekerne fra starten været en vigtig medspiller i kommunens integrationsindsats.

Jeg glæder mig over, at Lise Hækkerup (A) i Lokalavisen Frederiksberg d. 6 april sætter fokus på bibliotekerne og dermed - modsat andre af hendes partifæller på rådhuset - erkender, at integration handler om mere end beskæftigelse. Men jeg må rette den misforståelse, at bibliotekerne ikke er inddraget i integrationen i dag og at kommunens borgere med anden etnisk baggrund ”aldrig ville drømme om at sætte deres ben” der. Her undervurderer socialdemokraterne både vores meget aktive og initiativrige biblioteker og vores medborgere med anden etnisk baggrund.

Som del af integrationsindsatsen ”Dialog og Deltagelse” er der i tæt samarbejde mellem kommunen, bibliotekerne og Dansk Flygtningehjælp bl.a. startet en række frivillige lektiehjælpscaféer. Caféerne tilbyder både lektiehjælp til børn og unge, men voksne kan også få hjælp til f.eks. dansk, jobansøgninger eller kontakt til myndigheder. Caféerne er en stor succes og bruges i høj grad af borgere med anden etnisk baggrund end dansk.

Derudover tilbyder bibliotekerne adgang til aviser, bøger, film og musik på mange sprog. Der er et stort udvalg af spil og bøger, der kan støtte børn og voksnes danskkundskaber, og der afholdes jævnligt arrangementer med tværkulturelle temaer.

Bibliotekerne spiller altså allerede i dag en vigtig rolle som kulturformidler og brobygger. Men vi kan altid blive bedre, og derfor har jeg lagt vægt på, at bibliotekerne indtænkes i målsætningerne for den overordnede integrationspolitik, der skal udformes i de kommende måneder. I den anledning er gode forslag til hvordan bibliotekernes rolle kan styrkes og udbygges mere end velkomne.

Desværre har socialdemokraterne valgt at stå uden for forliget på integrationsområdet og har derfor ikke været med til at tage ansvar for indsatsen. Jeg håber, at socialdemokraterne fremover i stedet vil tage deres idéer med til forhandlingsbordet, så vi i fællesskab kan finde gode løsninger til byens bedste.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 16. april som svar på kritik fra Lise Hækkerup i avisen d. 6. april.

Nej, integrationen fejler ikke

2009-04-06T13:27:00.001+02:00

Meget skal man høre, før ørerne falder af. I sidste uge (Frederiksberg Bladet d. 24/3-09) påstod socialdemokraterne, at integrationsindsatsen på Frederiksberg fejler, og at integrationsudvalget er en syltekrukke. Den store virak skyldes en rapport fra integrationsministeriet, som socialdemokraterne dog ikke har taget sig tid til at læse særligt grundigt.

Ser man nærmere på tallene, viser rapporten nemlig, at nyankomne flygtninge og familiesammenførte på Frederiksberg i gennemsnit er i job eller uddannelse efter 41 måneder. Altså fire måneder hurtigere end landsgennemsnittet på 45 måneder.

Når Frederiksberg alligevel placeres i den dårligste kategori, skyldes det, at rapporten statistisk korrigerer for bl.a. kommunens arbejdsmarkedsforhold og tilflytternes oprindelseslande, civilstand osv. Da Frederiksberg modtager relativt ressourcestærke familiesammenførte, bør vi ifølge ministeriet have en endnu lavere varighed til arbejde.

Imidlertid tager rapporten ikke højde for, at en stor del af vores familiesammenførte forsørges af deres ægtefæller og af den grund ikke er i job eller uddannelse. Disse ledige selvforsørgende er en kilde til uudnyttet arbejdskraft, og derfor har vi igennem Projekt Jobmatch gjort en stor indsats for at få denne målgruppe i job. Et initiativ som integrationsministeriet i oktober fremhævede som et eksempel til inspiration for andre kommuner. Da den omtalte rapport behandler kommunernes indsats som et gennemsnit over hele perioden 1999-2007, slår denne ekstra indsats i den sidste del af perioden ikke igennem i tallene endnu.

Statistik er altså ingen eksakt videnskab. Ligeledes skal man have for øje, at rapporten kun omhandler en lille del af vores borgere med anden etnisk baggrund. Ser vi i stedet på hele gruppen af borgere fra ikke-vestlige lande, viser de nyeste tal fra arbejdsmarkedsstyrelsen, at andelen af dagpenge- og kontakthjælpsmodtagere både er lavere end landsgennemsnittet og også langt lavere end i København, Odense, Århus og Aalborg.

Der er altså overhoved ingen grund til at konkludere, at integrationen har fejlet eller at integrationsudvalget har været en syltekrukke. Tværtimod klarer vi os godt i langt de fleste sammenligninger, og vi har efter udvalgets nedsættelse iværksat og planlagt en lang række initiativer, bl.a. lektiecaféer, pigegrupper, bydelsmødre, og forenings- og idrætsguider.

Desværre har socialdemokraterne valgt at stå udenfor forliget på integrationsområdet og har derfor ikke været med til at tage ansvar for opgaven. Det synes jeg er ærgerligt, og jeg kan kun opfordre socialdemokraterne til at bringe deres idéer til forhandlingsbordet. Vi lytter nemlig gerne. Både til forslag fra andre partier og til erfaringerne i andre kommuner. Men at afskaffe integrationsudvalget og placere indsatsen i arbejdsmarkedsudvalget, som socialdemokraterne foreslår, vidner om en mangel på forståelse for, hvad integration er. Nok er beskæftigelse vigtigt, men integration handler lige så meget om deltagelse i civilsamfundet, kulturen og foreningslivet. Derfor skal vi fortsat satse på en helhedsorienteret indsats.

Bragt i Frederiksberg Bladet d. 6/4-09

Forebyggelse er afgørende

2009-03-13T16:07:00.002+01:00

Vi har i den senere tid oplevet bandeopgør og skyderier i de københavnske gader. Utilpassede og udsatte unge søger en identitet i rocker- og bandemiljøet. Men der er ikke tale om drengestreger, og de er ikke stakler, som vi skal ynke.

De er hårde kriminelle, der udviser foragt for andre menneskers liv og tryghed. Det er desværre tydeligt, at den forebyggende indsats har været utilstrækkelig. Men nu og her er der kun ét at gøre. Vi skal sætte hårdt mod hårdt. En styrket politiindsats, nultolerance overfor alle optræk til uroligheder og hårdere straffe signalerer, at vold og ekstremisme ikke tolereres.

Men på lang sigt er forebyggelsen vigtigst. Vi skal have fat i de udsatte unge og deres familier længe inden de kommer i kontakt med bandemiljøet. Vi skal sikre, at de inddrages i samfundet. Her er job og uddannelse vigtigt, men kultur- og idrætsforeninger spiller også en stor rolle. Der skal være gode alternativer til at hænge ud på gaderne og skabe utryghed.

Forebyggelse handler dog også om at stille krav. Vi har i Danmark demokrati og lige rettigheder. Vi har gratis uddannelse og et omfattende socialt sikkerhedsnet. Dertil er utallige socialpædagogiske initiativer og integrationsprojekter iværksat. Men medborgerskab kan ikke trækkes ned over hovedet på folk. Det kræver et aktivt valg hos den enkelte. Man skal vælge at deltage, vælge at bruge de mange muligheder og vælge dialog frem for vold.

På Frederiksberg har vi både igennem socialpolitikken og den helhedsorienterede integrationsindsats ”Dialog og Deltagelse” stor fokus på forebyggelse. Men på landsplan mangler vi viden omkring hvilke projekter, der virker. Mere forskning i bandekriminalitet og radikalisering er derfor afgørende for den fremtidige indsats.

Vi må ikke glemme, at størstedelen af borgerne med anden etnisk baggrund er velfungerende og aktive medborgere. Men overfor den gruppe hårdkogte forbrydere, der spreder frygt og vold i gaderne, skal vi ikke vise nogen tolerance.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 12. marts 2009

Integration: Vi har alle noget at byde på

2009-02-19T14:38:00.003+01:00

Vi har et godt udgangspunkt for integrationsindsatsen på Frederiksberg, og som ny formand for integrationsudvalget glæder jeg mig til at fortsætte det gode arbejde. Vores ambitiøse projekt ”Dialog og Deltagelse” har sat yderligere fokus på området, og vi søsætter i år en række initiativer. Blandt andet åbnes Familiecentret i Søndermarkskvarteret, og ved at uddanne ”bydelsmødre” gør vi en ekstra indsats for at bygge bro til isolerede kvinder i boligområderne.

Der er ikke store integrationsproblemer på Frederiksberg. Ledigheden blandt borgere med ikke-vestlig baggrund er langt lavere på Frederiksberg end i f.eks. København, Odense og Århus. Samtidig tager flere og flere unge indvandrere en ungdomsuddannelse. Størstedelen af byens borgere med udenlandsk baggrund er aktive medborgere, der indgår positivt og problemfrit i dagligdagen på Frederiksberg.

Alligevel er der stadig udfordringer. Vi skal sikre, at endnu flere unge med indvandrerbaggrund, på lige fod med deres danske kammerater, tager en ungdomsuddannelse, og vi skal især sætte ind overfor frafaldet blandt indvandrerdrengene. Vi skal nå ud til de grupper af kvinder med ikke-vestlig baggrund, der i dag er isolerede fra det omgivende samfund. Vi skal gøre mere for at forebygge, at rodløse unge skaber utryghed på gaderne. Sidst men ikke mindst skal vi inddrage borgerne og de gode kræfter i vores frivillige foreninger, aftenskoler og idrætsklubber endnu mere i integrationsarbejdet.

Integration handler ikke kun om beskæftigelse eller boligsocialt arbejde. Vellykket integration udspringer også af, at alle deltager i civilsamfundet. Derfor er det vigtigt at basere integrationsindsatsen på et bredt samarbejde på tværs af partier og kommunale faggrænser. Vi har hidtil haft et godt samarbejde med blandt andre integrationsrådet, boligforeninger, erhvervslivet, idrætsklubber og frivillige foreninger. Den tradition ser jeg frem til at fortsætte.

Vi har alle noget at byde på, og vi har alle mulighed for at påvirke vores eget liv. Derfor skal vi heller ikke være bange for at stille krav. Vi skal respektere forskellighed og møde alle personer som ligeværdige medborgere med afsæt i vores demokratiske værdier og respekten for kønnenes ligestilling. Frederiksberg skal være et endnu bedre sted at leve, bo og arbejde – for alle borgere uanset etnisk baggrund. Dét vil jeg arbejde for.

Indlægget er bragt i Frederiksberg Bladet d. 17. februar 2009

Mindre bureaukrati

2008-12-20T13:16:00.003+01:00

Jeg har i dag følgende indlæg bragt i Frederiksberg Bladet under titlen "Mindre bureaukrati".

Glædelig jul og godt nytår til dem, der måtte komme forbi siden her.

Mange hilsner,

Mie

Både stat, regioner og kommuner indfører løbende en strøm af regler og dokumentationskrav. For eksempel indførte folketinget sidste år 1.854 nye love og slog dermed alle rekorder for regelproduktion.

På Frederiksberg er vi naturligvis meget optagede af, at vi kun indfører nye regler og registreringer, når det er nødvendigt for at sikre kvaliteten af den service, vi leverer til borgerne. Men hver gang noget nyt skal dokumenteres eller indberettes, er der alligevel medarbejdere, der skal bruge tid på administration i stedet for på borgerservice. Det betyder helt konkret, at der er mindre tid til at tale med de ældre på plejehjemmene, mindre tid til at give omsorg til de syge og mindre tid til at undervise og passe vores børn.

For at sikre at regler og krav ikke tager overhånd på bekostning af den borgernære service, sætter vi i kommunen ekstra fokus på afbureaukratisering i det kommende år. Direktionen er således blevet anmodet om et oplæg til afbureaukratiseringer og det er hensigten, at der lanceres en samlet plan i foråret 2009. Blandt andet vil det blive overvejet om antallet af regler og politikker kan reduceres og om eksisterende regler kan gøres mindre detaljerede og bureaukratiske.

Ligeledes kan man overveje at evaluere alle nye regler og dokumentationskrav efter et år for at sikre, at vi kun indsamler den information, der er nødvendig, og at den indsamlede information rent faktisk bruges. I den ånd foreslog jeg på kommunalbestyrelsens møde d. 8. december at indføre udløbsdatoer på nye regler og indberetninger.

Der venter stadig et stort arbejde med at finde den rette balance mellem regelforenkling og kvalitetssikring. Jeg er overbevist om, at vi allerede gør det rigtigt godt på Frederiksberg, men vi skal altid prøve at blive endnu bedre. Derfor glæder det mig, at vi nu sætter endnu mere fokus på at afskaffe bureaukrati og satse på ”varme hænder” og tilfredse medarbejdere.

Udløbsdatoer på nye dokumentationskrav

2008-12-04T16:41:00.004+01:00

Både stat, regioner og kommuner indfører løbende en strøm af regler og dokumentationskrav. I 2007 slog folketinget alle rekorder og indførte 1854 nye love og regler. Dette på trods af regeringens erklærede mål om, at de administrative byrder mellem 2001 og 2010 skal falde med 25%. Der er langt i mål.

Der er ingen tvivl om de gode intentioner bag alle reglerne. Men hver gang noget nyt skal dokumenteres eller indberettes, er der medarbejdere, der skal bruge tid på administration i stedet for på borgerservice. Det betyder helt konkret, at der er mindre tid til at tale med de ældre på plejehjemmene, mindre tid til at give omsorg til de syge og mindre tid til at undervise og passe vores børn.

Omfattende og detaljerede dokumentationskrav kan også skabe meget ufleksible systemer og virke demotiverende på de ansatte. Særligt hvis man som medarbejder oplever, at dokumentationen ikke bruges til noget.

Størstedelen af de nye regler og krav kommer fra stat og regioner, men vi indfører også en del regler kommunalt. Mange af reglerne er fornuftige og nødvendige for at sikre kvaliteten af vores borgerservice. Men det er meget tænkeligt, at vi ind imellem med gode intentioner har indført regler, der med tiden har vist sig uhensigtsmæssige.

For at sikre at vi fremover ikke producerer unødigt mange krav og regler og at vi løbende tager de eksisterende dokumentationskrav til gennemsyn, har jeg stillet følgende forslag til kommunalbestyrelsen:

301.Forslag til beslutning fra kommunalbestyrelsesmedlem Mie Harder om udløbsdatoer på nye dokumentationskrav og indberetninger
”Kommunalbestyrelsen beslutter, at alle nye krav om dokumentation og indberetninger, der fra kommunalt niveau pålægges kommunens ansatte, efter et år evalueres med henblik på at vurdere om den indsamlede information tjener det givne formål og anvendes efter hensigten. På basis af denne evaluering besluttes det om dokumentationskravet skal opretholdes eller afskaffes. Derudover forpligter kommunalbestyrelsen sig til løbende at evaluere eksisterende dokumentationskrav og afskaffe krav, der med tiden er blevet overflødige eller uhensigtsmæssige.

Begrundelse:

Dokumentation af kommunens indsats på en række områder er et nødvendigt og vigtigt værktøj for at sikre kvaliteten af den service, der leveres til borgerne. Men dokumentationskrav og den deraf følgende administration må ikke tage overhånd på bekostning af den borgernære service. Derfor skal vi konstant sikre os, at vi kun indsamler den information, der er nødvendig, og at den indsamlede information rent faktisk anvendes.”

Forslaget er på dagsordenen til næste kommunalbestyrelsesmøde på mandag d. 8. december, hvor det vil blive oversendt til udvalgsbehandling.

Tåbelig madordning

2008-12-03T08:27:00.002+01:00

Det er noget af en prøvelse at finde det fornuftige i den tvungne madordning, regeringen og folketinget har vedtaget. Desværre har diskussionen blandt partierne ikke været, om vi her overskrider grænsen for, hvad staten bør blande sig i. Tværtimod skælder diverse ordførere hinanden ud for ikke at gå langt nok. Venstrefløjen ønsker ikke overraskende en endnu mere omfattende, og dyrere, løsning. En løsning der, i trit med de sædvanlige socialistiske vildfarelser, skal være ”gratis” for forældrene.

Ikke alene vil man fratage forældrene muligheden for at tage ansvar for deres børns ernæring, man vil også pålægge resten af befolkningen at betale for den tvungne statslige madpakke. Men børneopdragelse, herunder at give sine børn sunde kostvaner, er altså først og fremmest forældrenes ansvar. Ligeledes følger der naturligt nogle omkostninger med valget om at få børn, og det er kun rimeligt, at de forældre, der er i stand til det, selv betaler for deres børns mad.

Når nu velmenende folketingspolitikere alligevel har følt sig kaldet til at lovgive på området, skulle man tro, at tusindvis af børn sultede i de danske daginstitutioner i dag. Det er heldigvis ikke tilfældet. Langt de fleste forældre giver deres børn en god og sund madpakke med i daginstitutionen. Mange steder har man endda velfungerende frivillige ordninger, som forældre mod betaling kan tilmelde sig. Behovet for en statslig gennemtvunget madordning er altså svært at se.

Der er ingen tvivl om, at sund mad til børn og unge er vigtigt både for deres helbred og deres indlæringsevne. Og her har daginstitutionerne selvfølgeligt en rolle at spille. Frivillige madordninger og inddragelse af børnene i madlavningen kan være gode tiltag. Men vi må slå fast, at gode kostvaner starter i hjemmet og primært er forældrenes ansvar.

Bragt i Jyllands-Posten onsdag d. 3. december, s. 19

Uambitiøse skatteforslag fra LO og SF

2008-11-20T09:52:00.000+01:00

Ret skal være ret. Det er positivt, at SF og LO nu erkender behovet for at sænke topskatten. Men forslaget om at flytte grænsen for hvornår der betales topskat er for uambitiøst. Danmark har stadig stor mangel på arbejdskraft, og den høje marginalskat er en af de største barrierer for at tiltrække dygtige udlændinge og fastholde højtuddannede danskere. For mange danskere betyder topskatten desuden, at det ikke kan betale sig at gøre en ekstra indsats.

Der er ingen grund til at straffe flid og dygtighed. Succeskriteriet for en kommende skattereform må derfor være, at topskatten afskaffes helt. Ligeledes skal vi arbejde for reelle skattelettelser og ikke blot skatteomlægninger. Både SF og LO foreslår at finansiere skattelettelsen ved at øge skatter og afgifter andre steder. I et land med verdens højeste skattetryk er det simpelthen ikke godt nok.

Mest miljø for pengene

2008-11-17T21:42:00.003+01:00

Miljø og klima er højaktuelle emner, og vi havde i dag en temadebat om netop disse emner i kommunalbestyrelsen. Nedenfor er de par ord jeg fik indført på de sparsomme 2 minutter, jeg havde til rådighed. Debatten kan også ses eller genses her.

Temadebat om Klima/CO2

Aftenens debat har fået den ikke særligt sexede titel “klima/C02”, men den handler i virkeligheden om bæredygtighed. Med andre ord - hvordan kan vi forene hensynet til den økonomiske vækst med hensynet til miljøet? Det handler ikke om at drive udviklingen tilbage til da vi boede i jordhuler og kørte i hestevogne. Tværtimod skal vi finde den balance, hvor økonomiske vækst og en stadig stigende levestandard kan gå hånd-i-hånd med hensynet til vores fælles miljø. Og særligt som Konservative lægger det os på sinde at samfundsudviklingen både tilgodeser borgernes behov i dag – og samtidig sikrer fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov.

Men i al vores iver efter at gøre og mene ”det rigtige”, skal vi passe på ikke at lade os forblænde af tilfældige projekter og initiativer, der måske har den rigtige ”indpakning”, men hvor indholdet og effekterne er ukendte. Der er masser af gode intentioner, men værktøjerne og teknologierne må ikke blive mål i sig selv. Vi har ikke ubegrænsede midler. Når vi vælger at gøre én ting, vælger vi noget andet fra. Derfor mener jeg, at vi både kan og bør blive langt bedre til at tænke ”mest miljø for pengene”.

I den forbindelse ærgrer jeg mig personligt over, at en miljøvenlig og effektive energikilde som atomkraft ikke anvendes i Danmark. Og over, at der ikke på landsplan investeres langt mere i forskning og udvikling af ny energieffektiv teknologi.

Som kommune er der dog grænser for, hvad vi har indflydelse på. Vi kan overordnet opdele vores miljøindsats i to kategorier. For det første har vi en direkte indflydelse på vores egne institutioner og forvaltning. Her kan vi gøre en stor indsats i form af miljørigtige indkøb, miljøkrav ved udbud og byggeprojekter, energibesparende renoveringer af vores bygninger, brug af elbiler og så videre.

Men kommunens institutioner står kun for omkring 20% af energiforbruget på Frederiksberg. Vores anden hovedindsats er derfor at sætte rammerne for, at borgere og virksomheder kan træffe miljørigtige valg. Hvis vi kan tilskynde borgere til at købe energieffektive hvidevarer, eller til en gang imellem at tage cykle i stedet bilen, eller hænge vasketøjet op i stedet for at bruge tørretumbler, så er vi et langt stykke ad vejen. I sidste ende afhænger meget af de valg, vi hver især træffer som borgere, medarbejdere og forbrugere. Vi har derfor alle sammen et personligt ansvar for at tage hånd om miljøet.

Frivillighed bedre end tvang

2008-11-02T17:47:00.002+01:00

Forskere fra Dansk Institut for Militære Studier har undersøgt konsekvenserne af at afskaffe værnepligten i blandt andet Frankrig og Holland. Rapporten, der udkommer i morgen, konkluderer ifølge bl.a. Berlingske og Politiken, at der rent militærfagligt ikke er nogen grund til at bevare værnepligten.

Værnepligten anslås at koste staten omkring en milliard kroner om året. Argumentet for at bevare den tvungne militærtjeneste er normalt, at det er den billigste eller mest effektive måde at rekruttere professionelle soldater. Man hører også tit et argument om, at alle samfundslag skal repræsenteres i forsvaret, og at en generel værnepligt sikrer dette. Rapporten fra Dansk Institut for Militære Studier slår imidlertid store huller i begge disse argumenter.

Vi har allerede i dag et professionelt militær. Værnepligten er en kort basisuddannelse, som under 10 procent af ungdomsårgangene gennemgår, men alle de militære opgaver i Danmark og udlandet løses af professionelle soldater på kontrakt. Så det er måske på tide, at vi spørger os selv, om det stadig er meningsfuldt og rimeligt at tvinge unge mænd til militærtjeneste?

I stedet for at bruge en milliard om året på at uddanne under 10% af ungdomsårgangene, hvoraf kun en tredjedel vælger at fortsætte i forsvaret, kunne vi bruge flere penge på at fastholde de dygtige soldater, der i dag siver ud af forsvaret på grund af dårlige arbejdsforhold. I stedet for at kaste penge efter værnepligtige, der aldrig kunne drømme om en karriere i forsvaret, kunne vi lave en frivillig værnepligt målrettet mod unge mænd og kvinder, der er interesserede i de gode uddannelses- og karrieremuligheder i militæret.

Frivillighed må altid være at foretrække frem for tvang. Så lad os lære af erfaringerne i andre lande og give værnepligten et kritisk eftersyn.

Klar tale på landsrådet

2008-09-28T19:40:00.004+02:00

Begejstringen og energien var i top på Konservatives landsråd denne weekend. Bendt Bendtsen blev takket, hyldet og fejret og Lene Espersen blev budt velkommen med manér.

Der er ingen tvivl om, at forventningerne til Lene er enorme. Og i mine øjne klarede hun den første store prøve på landsrådet til UG med kryds og slange. Den nye formand leverede en tale med klare borgerlige budskaber. Her er et par udpluk fra talen:

"Vi SKAL skaffe kvalificeret arbejdskraft og skatten SKAL ned."

"Det Konservative Folkeparti vil presse på for langsigtede og holdbare reformer. Også når de ikke er lige populære alle steder."

"Vi mener, det er rimeligt, at danskerne får lov til at beholde mindst halvdelen af, hvad de tjener."

"Socialdemokraterne foreslår for eksempel, at alle børn skal have gratis mad i skolen. De kalder det for solidaritet og trivsel, når bare de kan få lov til at opbygge en stor skattefinansieret offentlig sektor.Det er jeg lodret imod. Gratisydelser betyder jo bare, at andre skal betale."

"Vi vil ikke umyndiggøre borgerne ved at opbygge en stor babysitter-stat."

Derudover vedtog landsrådet et par gode indstillinger, der sætter en klar borgerlig kurs for partiets arbejde i de kommende år. Vi arbejder nu, efter mange års intern debat, officielt for en afskaffelse af lukkeloven. Det har nogle af os gjort længe, men nu er der også udsigt til, at der kan skabes flertal i folketinget. Det ser jeg frem til.

Helt utraditionelt fik Konservativ Ungdom vedtaget deres to indstillinger. Begge er udtryk for god borgerlig politik, som jeg kun kan støtte. Den første er en hensigtserklæring om, at velfærdsydelser skal målrettes de svageste i samfundet - i stedet for at vi, som i dag, mest af alt omfordeler fra mellemklassen til mellemklassen:

"I et moderne og produktivt land som Danmark, bør mere end hver fjerde kunne klare sig selv uden statens indblanding, og man bør frem for at give velfærd til alle, koncentrere sig om at hjælpe dem, der har behov for det, og på denne måde give dem, der kan klare sig selv, muligheden for dette via en lavere skat."

Sidst men ikke mindst vedtog landsrådet, at Konservative skal arbejde imod yderligere stramninger af rygeloven. Jeg så helst, at vi arbejdede for at afskaffe rygeloven i sin helhed, da jeg mener den er en eklatant krænkelse af den private ejendomsret - men at arbejde imod yderligere stramninger er selvfølgeligt bedre end ingenting.

Alt i alt er jeg dog glad for den politiske kurs, der blev lagt på landsrådet.

Fortsat høj service og lav skat på Frederiksberg

2008-09-11T08:51:00.004+02:00

Frederiksberg kommune har et højt serviceniveau og en lav skatteprocent. Det fastholder vi i det indgåede budgetforlig for 2009. Det er dog ikke noget prangende budget. KL og regeringen har sat snævre rammer for især anlægsudgifterne i 2009 og der er derfor ikke mange nye tiltag eller prestigeprojekter at finde i budgettet.

Måske derfor har det også været svært at få alle partierne med i næste års budget. Socialdemokraterne har overraskende valgt at stå udenfor sammen med Enhedslisten. Det valg begrundede Karin Dubin (S) i sin budgettale mandag d. 8. blandt andet med ønsket om en ny svømmehal og med ønsket om cykelstier frem for springvand. Her kan man jo bemærke, at der i budgetforslaget for 2009 ikke er afsat penge til springvand, hvorimod der er afsat ekstra midler til cykelstier. Men lad os nu ikke træde mere i det.

Derimod glæder jeg mig over, at det alligevel er lykkedes at lave en bred aftale mellem Konservative, SF, Radikale og Venstre omkring næste års økonomi. Det er en ansvarlig aftale, der sikrer og styrker kommunens kerneområder. Her tænker jeg især på udbygninger på skole- og ældreområdet, men jeg glæder mig også over, at der er afsat ekstra midler til trafiksikkerhed og miljøforbedringer.

Politikere har en kedelig tendens til hele tiden at lede efter nye opgaver at løse og nye ting at bruge penge på. Og politikere er kreative mennesker, så det skorter sjældent på nye idéer. Men vores vigtigste rolle er, efter min mening, at varetage de kerneopgaver, som borgerne har betroet os, på en god og økonomisk ansvarlig måde. Budgettet for næste år har været sådan en øvelse – i økonomisk ansvarlighed.

For mange er det nok sjovere at være med, når der er flere penge at dele ud af. Men heldigvis har 18 ud af kommunalbestyrelsens 25 medlemmer vist, at de også er villige til at tage ansvar når fingeraftrykkene bliver mindre og beslutningerne sværere at træffe.

Budgettale d. 10 september 2008

Velkommen til posten, Lene!

2008-09-09T11:31:00.000+02:00

Selvom der længe har været tale om, hvornår Bendt Bendtsen ville trække sig som formand, kom det som en overraskelse for mig, da jeg hørte nyheden i morges.

Dog en overraskelse som jeg møder med stor begejstring. Bendt Bendtsen har været en god og stabil leder for Konservative i 9 år, og han fortjener meget tak og ros for sin evne til at samle og genopbygge partiet.

Men nu er det tid til at kigge fremad og være mere ambitiøse. Der er en stor vælgergruppe, der identificerer sig med Konservative værdier - ansvarlighed, social bevidsthed og personlig frihed - uden at stemme på liste C.

Lene Espersen har været en dygtig og populær minister med en stærk borgerlig profil. Hun formår at tale værdipolitik på en måde, hvor alle kan være med, og jeg tror derfor, at hun er den helt rigtige til at stå i spidsen for yderligere Konservativ fremgang.

Der ligger selvfølgeligt meget arbejde forude - men ikke desto mindre skal der her fra lyde en stor tak til den afgående formand og et mindst lige så hjerteligt velkommen til den nye.

Venstrefløjs-logik

2008-09-05T11:21:00.004+02:00

Socialdemokraterne har fat i noget rigtigt. I deres visionspapir "Plads til Trivsel" konstaterer de, hvad der længe har været indlysende for de fleste andre, at danskerne har forskellige behov og ikke ønsker at indrette deres liv ens. I forskellige perioder i vores liv prioriterer vi forskellige ting. Uddannelse, børn, karriere, fritid osv. Og det vil Socialdemokraterne gerne gøre lettere for os. Så langt så godt.

Men herfra hopper kæden desværre af. Som det er typisk for venstrefløjen, kan S-ledelsen kun forestille sig løsninger, der medfører mere regulering og bureaukrati. Uden at angive nærmere detaljer, foreslår S at bruge arbejdsmarkeds- og skattelovgivningen til at indføre såkaldte tidsbanker, hvor danskerne altså i perioder kan arbejde mere og opspare "tid", der senere kan udbetales i form af fritid.

På den måde kan politikerne gennemregulere ikke bare hvor meget vi arbejder, men også hvor meget og hvornår vi holder fri. Det er et kønt tankeeksperiment, der kunne gøre en sovjetkommunist stolt. Derfor overrasker det selvfølgeligt heller ikke, at SF straks har meldt deres opbakning.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg er helt enig med intentionen i S-forslaget. Vi bør gøre det meget lettere for danskerne at indrette deres liv, som de ønsker. Det bør være muligt at arbejde ekstra i nogle perioder og holde mere fri i andre. Men at vi i dag ikke har den fleksibilitet skyldes jo, at vi har indført et socialdemokratisk omfordelingscirkus, der frarøver danskerne udbyttet af enhver ekstra indsats de måtte yde.

For næsten halvdelen af de fuldtidsbeskæftigede i Danmark gælder det, at man skal aflevere 63 kroner til staten for hver 100 kroner ekstra, man tjener. Dertil kommer moms og afgifter, hvis man vælger at bruge pengene på varer - og så kommer man samlet af med 71 kroner til staten. Der er altså ret lidt tilbage, som man selv kan råde over. For eksempel til opsparing.

I stedet for at indføre endnu en administrativ byrde og flere regler - som er uigennemskuelige for de fleste danskere - kunne man altså nøjes med at sænke skatten. Hvis man undlod at brandbeskatte danskere, der arbejder ekstra i en periode, kunne de jo selv sætte deres penge i banken og spare op til mere fritid i andre perioder. Såre simpelt.

Det kræver derfor en helt speciel venstrefløjs-logik at se meningen i en tidsbank.

Forbudsdanmark

2008-07-29T19:20:00.005+02:00

Det er trist, men efterhånden ikke overraskende, at selv borgerlige ministre ikke kan forestille sig andre løsninger på danskernes problemer end nye forbud, afgifter og skatter.

Hvis danskerne spiser usundt, dyrker for lidt sport, ryger for meget og dør for tidligt - konkluderes det, uden at blinke, at politikerne er for "berøringsangste". Forbud, restriktioner og afgifter kan jo hurtigt og effektivt hjælpe de uvidende danskere til et længere liv. Det er i hvert fald den foreløbige udmelding fra regeringens forebyggelseskommission.

Professor Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab tilføjer endda begejstret, at det "koster ikke noget at indføre". Nej, det koster måske ikke staten noget i kroner og ører, men danskernes ret til at indrette deres liv, som de ønsker, er i mine øjne et endog meget stort offer.

Den mest kritiske udmelding, jeg har set, er fra Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, der i Berlingske er citeret for at sige, at vi ikke kan "fjerne det personlige ansvar totalt".

Jeg ved ikke om udtalelsen skal tolkes som en beklagelse i stil med "ja, vi ville jo gerne, men en total afskaffelse er forbundet med for store praktiske besværligheder" - eller som en tøvende erkendelse af, at borgernes personlige ansvar allerede i dag er stærkt begrænset, men dog ikke "totalt" afskaffet.

Hvorfor er der ingen, der påpeger, at danskerne godt er klar over, at rygning, fed mad og for lidt motion er usundt og kan forkorte deres liv - og hvis de alligevel vælger at sidde i sofaen og stoppe sig med pommes frites hver dag, så er det deres valg og deres ansvar?

For hvad er det næste logiske skridt, når idealet om det personlige ansvar er forkastet? Totalforbud mod rygning og alkohol, grøntsagsrationer, tvungen morgengymnastik, vitaminpillepåbud og fedmepoliti?

Det bliver i hvert fald ikke med min støtte.

Nypuritanisme?

2008-06-18T16:03:00.005+02:00

Blot en kort kommentar. I en lang artikel i Weekendavisens kultursektion (nr. 24., 13. juni), forsøger Søren Staal Balslev at vise, at der ikke findes nypuritanisme i Danmark. Tværtimod er nypuritanisme blevet et skældsord, man bruger imod dem, der "reflekterer over kødkulturens konsekvenser".

Nuvel. Skribenten giver sig dernæst i kast med sin egen refleksion og kommer frem til, at det er "dybt problematisk, at man ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt, hvorvidt [pornoskuespillere] gør, hvad de gør, fordi de har lyst til det eller fordi de tvinges af en dybereliggende psykologisk arv".

Man kunne behændigt udskifte "pornoskuespillere" i sætningen ovenfor med revisorer, folkeskolelærere, kassedamer eller hvad som helst andet. Men sjovt nok spørger vi ikke os selv, om revisorer nu gør, hvad de gør, fordi de har lyst - eller om de mon er motiveret af penge eller social arv. Måske en kombination?

Skribenten konkluderer afslutningsvis, at porno er okay, hvis deltagerne "hengiver sig hæmningsløst til sex". Men, implicit, hvis nogen blot skulle betragte det som et job, er det en tragedie. Jeg er ked af at overbringe den kedelige nyhed, men jeg er ret sikker på, at de følelser, der vises i mainstream spillefilm, heller ikke altid er ægte og dybtfølte. Men det er vel ikke i sig selv et problem?

Der findes meget få jobs, der udelukkende og alle dage på året er lystbetonede. At lysten gøres til et kriterium for det acceptable i pornografi (og ikke i f.eks. bogføring) viser blot, at sexindustrien stadig betragtes som noget særligt amoralsk og underlødigt.

Om det er nypuritanisme må andre vurdere.

Luk lukkeloven

2008-05-02T14:26:00.003+02:00

For de fleste borgerlige burde denne her ligge lige til højrebenet. Nu viser en Gallupundersøgelse endda, ikke overraskende, at danskerne er mere borgerlige end den borgerlige regering når det kommer til lukkeloven.

64% mener, at butikkerne selv skal bestemme deres lukketider. Og 59% mener, at lukkeloven bør være ens for store og små butikker.

Det må efterhånden være en ren rygmarvsreaktion når socialdemokraterne står fast ved lukkeloven, selvom tiden tydeligvis er løbet fra den.

Argumenterne er de velkendte, at en afskaffelse vil medføre butiksdød på landet og dårligere arbejdsvilkår for butiksansatte. Men hvorfor skulle det være tilfældet?

De gode små butikker på landet overlever vel ikke alene på deres omsætning om søndagen - og den nærhed de tilbyder, bliver jo ikke forringet af, at større butikker i nabobyerne har længere åbent.

De butikker, der vil blive ramt, er dem, der tilbyder et lille sortiment til overpris - med andre ord dem, der udelukkende overlever på, at bedre forretninger er forhindrede i at konkurrere uden for almindelig åbningstid. Og det er ikke et tab, jeg vil begræde.

Jeg kan heller ikke se, hvorfor søndagsarbejde skulle forringe ansattes arbejdsvilkår. Mange mennesker arbejder i weekenderne og er glade for det. De ekstra timer vil formentligt uden problemer kunne blive besat af folk, der hellere vil have fri i løbet af ugen eller af studerende og ungarbejdere, der lettere kan tage vagter i weekenden.

Faktisk vil både butikker og kunder vinde på en afskaffelse af lukkeloven. Og i stedet for at gaderne ligger øde på søndage og helligdage - kunne forretninger have åbent på de tidspunkter, hvor de fleste har tid til at handle. Ligetil.

Kvinder får løn som fortjent

2008-04-10T13:56:00.004+02:00

Inden 2012 skal børsnoterede virksomheder tvinges til at have mindst 40% kvinder i bestyrelserne og på ledelsesposterne. Hvis det står til SF's Pernille Vigsø Bagge.

Det er den sædvanlige parole. Hvis ikke menneskene ude i den virkelige verden træffer de valg, som lighedsutopisterne på venstrefløjen ønsker, så må vi med vold og magt tvinge dem til det. De ved jo ikke, hvad der er bedst for dem selv.

Der skal nok også være en rødstrømpe eller to, der mener, at de mandschauvinistiske ledere og bestyrelsesmedlemmer har indgået et komplot for at holde kvinderne ude af bestyrelseslokalerne.

Da jeg læste artiklen over morgenkaffen kom jeg i tanke om en kronik af Rikke Høberg, som Berlingske bragte for en måneds tid siden. "Kvinder får løn som fortjent" var overskriften, som jeg har tilladt mig at kopiere.

Pointen, som jeg er meget enig i, var kort fortalt, at kvinder er for dårlige til at forhandle løn og tror for lidt på deres eget værd. Det er helt sikkert del af forklaringen. En anden del af forklaringen, tror jeg, er, at nogle kvinder simpelthen er mindre ambitiøse, træffer andre valg end deres mandlige kolleger, og derfor ikke kommer lige så langt.

Jeg tror ikke, at kvinder bliver diskriminerede - og hvis det var tilfældet, er det påfaldende så få historier man hører fra kvinder, der har været udsat for diskrimination. Derimod tror jeg, at nogle kvinder prioriterer familien over karrieren, og det er et fair valg. Men ærligt talt - hvis man er væk fra jobbet et helt år hver gang man får et barn, kan man ikke forvente at nå lige så langt som de mænd og kvinder, der udskyder familieforøgelsen eller nøjes med kortere barsel.

Mennesker har forskellige behov og træffer forskellige valg. De kvinder, der gerne vil komme længere med deres karrierer, må altså blive bedre til at sparke deres mænd på barsel og kræve, hvad de fortjener på jobbet. Med andre ord - nej tak til kønskvoter.

Og PS: Hvis ikke det var for topskatten, kunne det måske betale sig for mange familier at købe hjælp til det praktiske i hjemmet - så både far og mor kan gøre karriere.

Frihedens endeligt?

2008-03-26T11:52:00.003+01:00

Venstre, Danmarks liberale parti, står nu i spidsen for et flertal på Christiansborg, der vil indføre et totalt rygeforbud på alle, også små, barer, restauranter og værtshuse. Ironien er til at tage og føle på.

Indrømmet. At man i dag skelner imellem værtshuse på over og under 40 kvadratmeter virker noget omsonst. Hvis man virkeligt mener, at folk ikke selv kan tage ansvar for, om de vil lade sig udsætte for passiv røg - må det vel gælde uanset om de befinder sig på en stor eller lille beværtning.

Men det er jo netop kernen i sagen. Hvor ophører statens indblanding og hvor begynder det personlige ansvar?

Der er ingen tvivl om, at passiv rygning er skadeligt. Men vi kan nu engang alle vælge, om vi vil opholde os på en røgfyldt restaurant eller arbejde på en røgfyldt arbejdsplads.

Jeg ryger ikke selv og jeg foretrækker til enhver tid at opholde mig røgfrie steder. Der er mange andre, der har det som jeg - og derfor var der allerede inden røgforbuddet en lang række røgfrie restauranter og barer i København. Arbejdspladser og beværtninger indretter sig altså, helt uden statens indblanding, efter kundernes og de ansattes behov.

Men hvis nogen, velvidende risikoen, ønsker at opholde sig et sted, hvor der bliver røget, kan jeg ikke se, hvorfor staten skal gribe ind i det. Der må være grænser for, hvad politikere blander sig i. At forbyde mennesker at ryge på andre menneskers private ejendom er efter min mening at overskride den grænse.

Og jeg tager mig selv i at tænke, hvad blev der af det danske frisind?

Se Berlingskes og Politikens omtale.

Hvor skoen trykker

2008-03-06T11:27:00.003+01:00

De prostituerede har nu selv fået et talerør. Interessant nok føler mange prostituerede sig netop ikke repræsenterer af Dansk Kvindesamfunds kamp imod købesex. Deres side af sagen kan læses på sexarbejde.dk.

Læs også Berlingskes og Politikens omtale af sagen.

Tag stilling - men kun hvis du er enig!

2008-03-03T11:00:00.013+01:00

Lige nu kører Dansk Kvindesamfund en kampagne på tagstillingmand.dk. Kampagnen opfordrer mænd til at tage stilling til prostitution og lægge deres holdninger ud på sitet. Men altså, og det er et stort men, kun hvis de mener, at sexkøb skal forbydes. Den eneste acceptable holdning, tilsyneladende.

På siden kan man så læse en række, mere eller mindre, tåbelige udtalelser til fordel for et forbud. For eksempel udtaler Tøger Seidenfaden at det "er og bliver grotesk, at man skal kunne tvinge andre mennesker til falsk intimitet via pengenes magt. Det er en krænkelse af den grundlæggende ligeværdighed mellem mennesker".

Og Villy Søvndal skriver: "Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi købesex gør stor skade på den, der sælger, og fordi mennesker ikke skal kunne købe hinanden".

Undskyld mig, men hvori består tvangen, når der er tale om en frivillig aftale? Er det også tvang, når jeg betaler en håndværker, en frisør, en massør eller en fysioterapeut for et stykke arbejde? Har jeg købt et menneske - eller en ydelse?

Jeg har tidligere sagt, hvad jeg mener om købsforbud - og en række andre debattører har udtalt sig fornuftigt i sagen*. Her vil jeg derfor lægge mere vægt på den fremgangsmåde, som tagstillingmand.dk anvender. For hvorfor opfordre til en stillingtagen, når man egentligt kun ønsker at høre et ekko af sine egne holdninger?

Det svarer lidt til når man på venstrefløjen nok lovpriser ytringsfriheden - men kun til det øjeblik nogen drister sig til at træde udenfor det politisk korrekte**.

Man ser det også i andre sammenhænge. I debatten omkring hvor meget kommunerne kan tillade sig at gribe ind i borgeres usunde livsstil giver mange venstrefløjspolitikere for eksempel udtryk for, at de da helst ser, at folk selv tager ansvar for deres sundhed, men at kommunerne bør gribe langt mere ind overfor borgere med usund livsstil. Med andre ord. Borgerne skal have frihed til selv at vælge, hvordan de vil leve - så længe de vælger det, vi ønsker. Men:

En frihed, der begrænser sig til hvad et lille meningsdiktatur vurderer er bedst og sundest, er slet ingen frihed. På samme måde er en ytringsfrihed, der begrænses til hvad der på ingen måde kan fornærme nogen, slet ingen ytringsfrihed. Og en debat, der kun tolererer ytringer fra dem, der er enige, er slet ingen debat.

*Se for eksempel:
Linda Kristiansen
Forskerspiren
En luders dagbog
Undersoegsagen.wordpress.com

**Her er Villy Søvndals seneste udtalelser dog en kærkommen undtagelse

Livslang kunststøtte er galimatias

2008-02-26T11:19:00.005+01:00

Der har den sidste uge været en del debat efter at V og DF har foreslået at afskaffe den livslange kunstnerydelse. En livslang støtte på mellem 15.000 og 140.000 kr. årligt, som Kulturministeriet tildeler kunstnere, der har markeret sig afgørende. Hvad det så end vil sige.

Tænk sig, jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig en sådan tåbelighed. Én ting er, at man vil støtte spirende nye talenter, men at give etablerede kunstnere et livslangt legat, der er komplet uafhængigt af deres fremtidige produktion, giver jo ingen mening.

Det er en slags tak-for-sidst og en blind forhåbning om, at de så vil fortsætte deres gode arbejde. Men for at være helt ærlig. Hvorfor skal jeg med mine skattekroner finansiere, at de kunstnere, der om nogen burde kunne leve af deres kunst, kan få generøse lommepenge resten af livet?

Forslaget har, ikke overraskende, vækket oprør blandt kunstnerne. Anne Marie Løn er f.eks. citeret i Politiken for at sige:

"Med den kulturpolitik, der føres, og det syn, der er på kunstnernes arbejde, så er det lige før, at jeg føler mig for stolt til at modtage den livsvarige ydelse. De har ikke fattet, at hele værdien i en kunstfond er at gøre kunstnerne opmærksomme på, at de er værdifulde."

Jeg mener bestemt, at kunstnere er værdifulde, og jeg er selv stor forbruger af museer, teater og litteratur. Det er netop mit og alle andres forbrug af kunst, der bedst fortæller kunstnerne, at de er værdifulde. At der er brug for en statslig kunstfond til at kommunikere det budskab, siger i virkeligheden noget om, at staten og kunsten er blevet for afhængige af hinanden.

Hvorfor skal en lille gruppe mennesker i Kulturministeriet vurdere, hvad der er god kunst (noget, der til evighed, kan diskuteres), og uddele dine og mine penge som håndøre til de udvalgte få? Hvorfor ikke lade befolkningen beholde deres skattekroner og uddele kunststøtte igennem deres kunstforbrug? På den måde ville den store mangfoldighed af interesser, befolkningen har, blive reflekteret i kunsten.

Statslig kunststøtte, derimod, er i sin natur udtryk for konformitet og bedrevidenhed. Tanken må vel være, at staten bedre end folket ved, hvad der er god kunst - og derfor kan man ikke overlade til befolkningen at prioritere midlerne på området.

En tankegang man ellers er gået bort fra, efter det er blevet klart, at markedet leverer mere mangfoldighed og større kvalitet på stort set alle andre områder. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle forholde sig anderledes med den udøvende kunst?

OECD: Afskat topskatten

2008-02-20T23:15:00.001+01:00

Ifølge Berlingske Tidende anbefaler OECD nu Danmark at nedsætte eller fjerne topskatten. Det er vist ikke første gang, de kommer med den anbefaling, men det fortjener alligevel lidt opmærksomhed.

Dermed slutter organisationen sig til et voksende kor af eksperter, der støtter en nedsættelse af topskatten. Selv overvismand og professor Peter Birch Sørensen indrømmede ved CEPOS' skattekonference i oktober, at det Økonomiske Råd har undervurderet de såkaldte dynamiske effekter ved en afskaffelse af topskatten betydeligt. Altså i hvor høj grad en lettelse af topskatten er selvfinansierende.

En lettelse af topskatten vil betyde, at det for mange bedre kan betale sig at arbejde ekstra. Faktisk betaler omkring 40% af fuldtidsansatte i dag topskat. Derudover vil det være lettere for virksomheder at tiltrække dygtige udlændinge og flere højtuddannede danskere vil blive i Danmark. Det vil i højere grad kunne betale sig at tage en lang uddannelse, og sort arbejde og anden skatteunddragelse vil i mindre grad kunne betale sig. Dertil vil det være lettere for familier at spare op i nogle faser af livet og holde mere fri i andre. Ligesom mange vil have bedre råd til at ansætte rengøringshjælp eller håndværkere i hjemmet.

Der er altså en lang række fordele ved en afskaffelse af topskatten. Og selv efter en afskaffelse af topskatten, vil Danmark stadig være verdens mest lige land. Vi ville ende nogenlunde på niveau med Sverige. Dertil udgør topskatten en forsvindende lille del af statens skatteprovenu. Mindre end 2%. Det svarer til noget i omegnen af 18 mia. I sammenligning har regeringen siden sin tiltrædelse spenderet omkring 30 mia. på en række ubetydelige skattelettelser og omkring 35 mia. på en forøgelse af det offentlige forbrug.

Selvom det ville falde mig naturligt, skal jeg nok lade være med at skrive hvert andet indlæg herinde omkring skat. Men det må være klart, at den politiske fodslæben på området ikke skyldes manglende finansiering - men manglende vilje.

Om retten til egen krop

2008-02-19T11:28:00.003+01:00

Dansk Kvindesamfund har valgt at markere kvindernes internationale kampdag d. 8. marts med en demonstration under parolen "Forbyd sexkøb nu!".

Måske overgår det min fantasi, men jeg kan simpelthen ikke se, hvordan et forbud mod prostitution (eller sexkunder, hvilket jo indirekte har samme konsekvens) skulle være et fremskridt for kvindesagen.

Som det nok er de fleste bekendt, er enhver form for tvungen prostition og børneprostitution allerede forbudt. Det, man nu vil forbyde, er altså de voksne kvinder, der af egen fri vilje tilbyder sexydelser. Eller rettere de mænd, der køber ydelserne.

Men når det kommer til sagen er det prostitutionen, man vil af med. Da man regner kvinderne for viljeløse ofre, retter man dog i stedet forbudet og straffen mod kunderne. De onde mænd, der i fin overensstemmelse med kvindesagens øvrige udtærsklede paroler, udnytter og tingsliggør kvinderne. I Dansk Kvindesamfunds ord er prostitution således "vold mod kvinder".

Der er så meget galt med denne tilgang til prostitution, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte. For det første kan jeg ikke se, at der er tale om udnyttelse, når der indgås en frivillig aftale. Har kvinderne måske ikke ret til at bestemme over deres egen krop? Hvem skulle ellers have den ret - staten? Sjovt nok er der ingen, der påstår, at mandlige prostituerede udnyttes i udøvelsen af deres erhverv. Men måske mener Dansk Kvindesamfund, at kvinder i særlig grad mangler evnen til at træffe frie valg på deres egne vegne?

Derudover påstås det, at prostitution er skadeligt for kvinderne. Mig bekendt er der ingen dokumentation for, at prostition er behæftet med en større helbedsmæssig risiko end så mange andre erhverv. Selv hvis det er tilfældet, er det vel en arbejdsrisiko, som den enkelte sexarbejder er bedst i stand til at tage stilling til?

Når det er sagt, benægter jeg selvfølgeligt ikke, at der findes narkoprostituerede, der arbejder og lever under forfærdigelige vilkår. Ligeledes er der også eksempler på udenlandske kvinder, der tvinges til prostitution - om end problemets omfang er stærkt overdrevet i medierne. Disse problemer skal selvfølgeligt bekæmpes med alle midler.

Imidlertid kan jeg ikke se, hvordan en kriminalisering skulle hjælpe. Tværtimod. Et forbud vil ikke afskaffe prostitutionen. Det vil blot føre til, at de prostituerede er tvunget til at arbejde under endnu dårligere forhold.

Lad os hellere give en målrettet hjælp til den lille gruppe af prostituerede, der er misbrugere eller har andre sociale problemer

PS. Der er ved at blive arrangeret en moddemonstration. Læs mere her.

Sagt om Ny Alliance

2008-02-14T10:20:00.000+01:00

Jeg kom lige i tanke om denne perle af et læserbrev i Weekendavisen.

"Man kan vel efterhånden konkludere, at i dansk politik er Naser Khader den eneste elefant, der selv medbringer en porcelænsbutik"
- Per Christiansen i WA 8. februar 2008

Kort, og alligevel rammende. Selvom det nu ikke er pænt at træde på dem, der ligger ned.

Er forskerskat symptombehandling?

2008-02-13T09:54:00.001+01:00

Regeringen vil nu til at forlænge den periode, hvor højtlønnede udlændinge kan arbejde i Danmark til en lavere skat. I stedet for de nuværende 3 år med en bruttoskat på 25%, kan forskere, fodboldspillere og andre kvalificerede udlændinge fremover nøjes med at betale 33% i 5 år.

Det er helt sikkert en stor hjælp for mange virksomheder, at man på den måde kompenserer for nogle af bivirkningerne ved vores skattesystem. Men er det ikke netop det? En lappeløsning, der udsætter behandlingen af den egentlige sygdom?

Kernen i problemet er jo, at vi beskatter dygtiggørelse og flid så højt i Danmark, at rigtigt mange højtkvalificerede foretrækker at tage til udlandet eller blive der.

Forskerskatten gør det måske mere attraktivt for udlændinge at komme til Danmark. Men den ændrer ikke på, at det for danskere dårligt kan betale sig at tage en videregående uddannelse - og den opmuntrer ikke de dygtige danskere til at blive. Eller udlændingene til at blive efter de 5 år, for den sags skyld.

Lad os nu komme ud over symptombehandlingen og begynde at behandle de rigtige problemer i stedet. Den behandling kunne snildt starte med en afskaffelse af topskatten.

Hatten af for Ekstra Bladet, Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende

2008-02-12T19:37:00.000+01:00

Efter afsløringen af mordtrusler mod tegneren Kurt Westergaard vælger en række store aviser at genoptrykke hans Muhammed karikatur i morgendagens avis. Det manglede da også bare.

Det er helt grotesk, at man i det 21. århundrede, i en overvejende oplyst og demokratisk verden, stadig kan blive truet på livet på grund af en simpel tegning. Og vi bør applauderer, at alle de store aviser i dag, i modsætning til i 2005 da Muhammed krisen rasede, bakker utvetydigt op om ytringsfriheden.

God smag kan selvsagt diskuteres, men Jyllands-Postens frihed til at trykke, hvad de vil, og tegnernes frihed til at udtrykke sig, som de ønsker, burde være udenfor diskussion.

At disse tegninger fortsat kan vække til had og vold er tegn på, at elementer i denne verden og elementer i Danmark desværre ikke er så oplyste og demokratiske som man kunne ønske sig.

Budgettale

2007-09-13T10:49:00.000+02:00

Vi har lige førstebehandlet budgettet for 2008. Konservative, Radikale og Venstre har indgået et budgetforlig. Læs mere om det her.

Der var i går en livlig debat i salen, der varede indtil kl. 01. Nedenfor er min budgettale:

Der er god grund til at være meget tilfreds med det budgetforlig, som Konservative, Radikale og Venstre har fremlagt. Forliget er ambitiøst og fastholder og udbygger kommunens høje service på en række områder. Samtidig med at skatten sænkes med 0,1 procentpoint.

Selvom det er en beskeden skattelettelse, er det værd at glæde sig over dette resultat. Især i lyset af, at Frederiksberg rammes hårdt af den nye udligningsordning og i lyset af, at en række andre kommuner allerede har varslet skattestigninger. Når det på Frederiksberg er muligt at sænke skatten, skyldes det, at vi i mange år har ført en ansvarlig økonomisk politik. Med det budget, forligsparterne har foreslået, fastholdes den robuste økonomi i kommunen.

Men der er også andre grunde til at glæde sig over, at borgerne på Frederiksberg nu får lov til at beholde en lille smule flere af deres egne penge. Særligt glæder jeg mig over, at vi dermed slår fast, at velfærd og skattelettelser ikke er modsætninger. Tværtimod er de på mange måder hinandens forudsætninger. For det første fordi, at skattelettelser sikrer, at det kan betale sig at arbejde og at gøre en ekstra indsats. Når danskerne går på arbejde hver dag, skabes den velstand som er en forudsætning for offentlige velfærd. Staten skaber jo ingen værdi i sig selv, men omfordeler blot den værdi, der skabes ude i samfundet. Når vi sænker skatten, øges denne skaberlyst – og dermed øges også muligheden for at omfordele til de svageste danskere.

Den anden grund til, at skattelettelser og velfærd ikke er modsætninger, er at velfærd defineres forkert. Velfærd er forskellige ting for forskellige mennesker. For mig er det for eksempel velfærd at være medlem i et træningscenter. For andre er det måske velfærd at kunne tage fri mens børnene er små. Velfærd er altså andet og mere end hvad staten leverer. Når vi giver borgerne lov til at beholde en større del af deres indkomst, giver vi dem også lov til at vælge den velfærd, der er vigtigst for dem. Med andre ord, giver vi dem lov til, i en lille smule højere grad, at tilrettelægge deres liv, som de ønsker.

Det er god borgerlig politik.

Det muliges kunst

2007-08-21T13:11:00.000+02:00

Det er glædeligt, at der nu kommer skattelettelser. Men at kalde det en stor sejr for Konservative eller for det borgerlige Danmark er nok så meget sagt.

Særligt synes jeg, at det er ærgerligt, at det ikke blev til en lettelse af topskatten frem for en hævelse af grænsen for at betale topskat. For det første fordi alle beregninger viser, at en lettelse af topskattesatsen vil have den største udbudseffekt. I øvrigt en effekt, der langt overstiger hvad man kan forvente fra lettelser af mellemskat og øget jobfradrag mv., men lad nu det ligge.

For det andet synes jeg, det er problematisk, fordi man derved udsætter et opgør med den misundelsestankegang, som topskatten er udtryk for. Selvfølgeligt skal de bredeste skuldre bære det tungeste læs. Men er det ikke tilstrækkeligt, at en person, der tjener ti gange mere end du og jeg, betaler ti gange mere i skat? De rigeste vil allerede i fraværet af mellem- og topskat betale langt mere i kroner og øre end den studerende og kassedamen. Det er fuldt ud rimeligt.

Hvad, der ikke er rimeligt, er, at man yderligere straffer dem, der uddanner sig og gør en indsats ved at lade dem betale en større og større andel af deres indkomst til staten. Derfor er topskatten i sin natur uretfærdig og urimelig. At man nu hæver grænsen for hvornår, der skal betales topskat, gør ikke uretfærdigheden mindre. Den kommer blot til at ramme færre personer.

Update: Det endte jo som bekendt med, at der slet ikke blev rørt ved topskatten. På én gang nedtrykkende og opmuntrende. Nedtrykkende fordi en chance for at lette, hvor det gør mest gavn, er forspildt, men opmuntrende fordi topskatten nu i den grad står for tur ved fremtidige skattereformer.